Støttemuligheder for voksne med autisme – hvad kan du søge om?

Paragraf - Støttemuligheder for voksne med autisme - Serviceloven
Picture of Susanne Rysbjerg

Susanne Rysbjerg

Områdechef for AVA (Autisme, Viden, Aktivitet - støttet og beskyttet beskæftigelse)

Hvis du forsøger at finde ud af, hvilke støttemuligheder for voksne med autisme der findes, er du langt fra alene. Mange oplever, at det er svært at få overblik, hvad enten du selv er autist og søger hjælp som nydiagnosticeret voksen, eller du er pårørende og forsøger at støtte en voksen i familien.

Det vigtigste sted at starte er serviceloven. Det er den lov, der danner rammen om det meste af den kommunale støtte på autismeområdet. I praksis er kommunen indgangen til næsten alle ydelserne, og det er kommunen, der vurderer, hvilken hjælp der passer til din konkrete situation.

Kommunen er dit udgangspunkt

Når du vil søge hjælp, skal du som regel kontakte kommunens voksenhandicapafdeling, socialafdeling eller visitationsenhed. Navnet varierer fra kommune til kommune, men funktionen er den samme: her bliver din henvendelse registreret, og en sagsbehandler tager stilling til, hvad næste skridt skal være.

Ved første henvendelse bliver du ofte bedt om at beskrive din hverdag og de situationer, hvor autisme påvirker din funktion. Det kan føles uvant, fordi mange naturligt starter med at fortælle, hvad de ønsker sig. Men kommunen vurderer ikke støtte ud fra ønsker alene. Den vurderer støtte ud fra, hvordan din funktionsnedsættelse påvirker din evne til at klare hverdagen. Det er en forskel, der har praktisk betydning for, hvad du får ud af mødet.

Det betyder noget, hvordan du beskriver dit behov. Det hjælper at være meget konkret: fortæl hvad der sker, når du skal handle ind, svare på Digital Post, holde styr på regninger eller møde op til aftaler. Vis konsekvenserne, altså hvad der faktisk går galt, hvis du ikke får støtte. “Jeg har svært ved struktur” er meget mindre tydeligt end “jeg mister ofte overblikket over lægeaftaler, økonomi og indkøb og har haft ubetalte regninger som følge”. Det sidste giver sagsbehandleren noget at arbejde med.

Du har ret til at have en bisidder med til alle møder med kommunen, og det gælder fra første henvendelse. Det fremgår af forvaltningslovens § 8. En bisidder kan være en pårørende, en ven eller en fagperson fra en organisation med kendskab til autisme. Det er ikke kun en følelsesmæssig støtte, det er også praktisk nyttigt at have nogen med, der kan huske, hvad der blev sagt og aftalt. 

Når kommunen skal vurdere, hvilken støtte, du kan være berettiget til, vil kommunen i samarbejde med dig indsamle oplysninger fra dig og de fagpersoner, der kender dig. Det kan være læge, sygehus, STU tilbud m.v. De fleste kommune anvender Voksenudredningsmetoden (VUM), hvor de stiller en række spørgsmål, så man kommer hele vejen rundt om din dagligdag i og udenfor hjemmet.

Serviceloven § 85: Socialpædagogisk bistand

Serviceloven § 85 handler om socialpædagogisk bistand, og det er den støtte mange kender under betegnelserne bostøtte autisme eller hjemmevejleder autisme. Det er den mest anvendte paragraf for voksne med autisme, der bor i eget hjem.

Formålet er ikke at gøre tingene for dig, men at hjælpe dig med at få hverdagen til at fungere bedre og mere stabilt. En hjemmevejleder kan i praksis støtte med struktur og planlægning af uge og døgnrytme, økonomi og Digital Post, kontakt til myndigheder og opfølgning på aftaler. Det kan også handle om at skabe ro omkring mad, søvn og rengøring, eller om at oversætte krav fra systemet til noget, der faktisk er muligt at handle på.

For mange voksne med autisme er socialpædagogisk bistand en af de mest relevante ordninger, netop fordi hjælpen kan tilpasses meget præcist. Nogen har brug for kortere kontakt en gang om ugen. Andre har brug for tæt og vedvarende støtte over lang tid. Omfanget fastsættes individuelt ved en visitationssamtale og revurderes løbende.

Visitationsprocessen starter med en samlet vurdering af din funktion i hverdagen. Kommunen ser på, hvad du kan selv, hvad du kan med støtte, og hvor belastningen bliver så stor, at du ikke kan opretholde en stabil hverdag. Jo mere konkret og nuanceret du kan beskrive det, jo bedre grundlag har kommunen for at vurdere behovet for socialpædagogisk bistand.

Serviceloven § 83: Praktisk hjælp i hjemmet

Serviceloven § 83 dækker praktisk hjælp og personlig hjælp i hjemmet. Her handler det om konkrete opgaver frem for pædagogisk støtte. Det kan være rengøring, tøjvask, indkøb, hjælp til bad, påklædning eller mad.

Den praktiske forskel på serviceloven § 83 og serviceloven § 85 er, at § 83 handler om, at nogen hjælper med at udføre en opgave, mens § 85 handler om støtte til at mestre opgaven selv eller få den gjort på en mere bæredygtig måde. Mange voksne med autisme kan have brug for begge. Tabellen nedenfor giver et hurtigt overblik:

SituationServiceloven § 83Serviceloven § 85
Når hjemmet ikke bliver gjort rentHjælp til selve rengøringenStøtte til at skabe rutiner og struktur omkring rengøring
Når økonomi og post vælterNormalt ikke hovedydelsenStøtte til budget, Digital Post og kontakt til myndigheder
Når bad og personlig pleje er sværtHjælp til den konkrete opgaveStøtte til rutiner, forberedelse og tryghed omkring opgaven
Når du har brug for at udvikle færdighederSjældent formåletOfte kernen i indsatsen

I nogle tilfælde kan § 83 være relevant, selv om problemet ikke er fysisk, men handler om massiv udmattelse, initiativvanskeligheder eller overbelastning. Det afgørende er, at du beskriver de faktiske konsekvenser i hverdagen, ikke diagnosen i sig selv.

Der er også en mulighed i § 94, hvor du i visse situationer kan udpege den person, der skal udføre hjælpen, som kommunen herefter godkender. Det kan have stor praktisk betydning, hvis relation og tryghed er afgørende for, om hjælpen faktisk virker.

Serviceloven § 107 og § 108: Botilbud til voksne med autisme

Når støtte i eget hjem ikke er tilstrækkelig, kan botilbud komme på tale. Serviceloven indeholder to bestemmelser, der er særligt relevante for botilbud til voksne med autisme.

Botilbud på autismeområdet kan se meget forskellige ud. Nogle steder lever man i en selvstændig lejlighed med støtte til rådighed. Andre steder er der tæt pædagogisk støtte størstedelen af døgnet. Det afgørende er, om tilbuddet matcher dit faktiske behov, ikke om der er en ledig plads.

Serviceloven § 107 er et midlertidigt botilbud. Det bruges, når der er brug for en mere intensiv indsats i en afgrænset periode, og hvor målet kan være afklaring, udvikling eller optræning. Det kan være relevant, hvis du er i en svær overgang, har haft et markant sammenbrud i hverdagen, eller hvis det endnu er uklart, hvad du har brug for på længere sigt. Kommunen peger på et tilbud efter § 107, der er ikke frit valg.

Serviceloven § 108 er et længerevarende botilbud. Her er vurderingen, at støttebehovet er så omfattende og varigt, at der er brug for et stabilt hjem med fast personale og specialiserede rammer. For nogle voksne med autisme giver det den forudsigelighed og tryghed, som ikke kan skabes i en almindelig bolig med få støttetimer om ugen. Du har ret til selv at pege på et andet botilbud efter § 108 end dét, som kommunen har peget på. Betingelsen er, at det ønskede botilbud dækker de samme behov som det, kommunen har valgt, og at det ikke er mere end 10 % dyrere.

Kommunen bruger Tilbudsportalen til at finde og sammenligne godkendte tilbud. Hvis det er jf. § 108 kan du selv kigge med og pege på steder, du mener passer til dig. Du har ret til at blive hørt, og kommunen skal konkret tage stilling til, om et ønsket tilbud fagligt og økonomisk kan opfylde din bevilling og dine behov. Det er værd at vide, inden du går ind i processen. 

Processen kan opleves som krævende. Det kan gøre en reel forskel at have en pårørende eller bisidder med, der kan hjælpe med at beskrive omfanget af vanskelighederne og holde fokus på, hvad der faktisk er behov for. 

Kommunen beregner en egenbetaling for ophold i et botilbud efter serviceloven.

Serviceloven § 103: Beskyttet beskæftigelse

Kommunen kan efter Servicelovens § 103 give tilbud om beskyttet beskæftigelse til borgere med betydelig nedsat funktionsevne. Kommunen skal afdække, om borger opfylder betingelserne, og det sker oftest ved såkaldt VUM-udredning (Voksenudredningsmetoden). Mange borgere i beskyttet beskæftigelse modtager førtidspension, men det er ikke et krav.

Det er kommunen, der visiterer borger til det konkrete tilbud. Beskyttet beskæftigelse kan tilbydes på beskyttet værksted, i forbindelse med et botilbud, på et værested eller ved udstationering på en virksomhed med støtte. Der er ikke frit valg af beskyttet beskæftigelse, men kommunen skal naturligvis inddrage borgerens ønsker i valg af tilbud. 

Beskyttet beskæftigelse kan indeholde alle former for beskæftigelse – rengøring, køkkenarbejde, almindelige vedligeholdelsesopgaver, værkstedsarbejde m.v.

Borger i beskyttet beskæftigelse, der modtager social pension, bevarer deres pension og skal så vidt muligt aflønnes efter indsatsen. Hvis arbejdsevnen er meget begrænset, udbetales i stedet løn- eller arbejdsdusør.

Borger betaler selv udgiften for de første 10 km af transporten til og fra beskyttet beskæftigelse. Kommunen afholder derudover nødvendige transportudgifter. 

Center for Autisme tilbyder beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103, både i interne værksteder og i IKEA.  Kontakt os gerne for at høre om mulighederne.

Serviceloven § 104: Aktivitets- og samværstilbud

Serviceloven § 104 giver mulighed for at bevilge aktivitets- og samværstilbud til borgere med nedsat funktionsevne. Det kan være netværksgrupper, dagaktiviteter, kreative værksteder eller andre fællesskabsbaserede tilbud, der giver struktur, mening og kontakt til andre mennesker.

For mange voksne med autisme er denne type tilbud ikke et supplement til et aktivt socialt liv, men selve rammen for det. Ensomhed og social isolation kan fylde meget, og et velfungerende § 104-tilbud kan gøre hverdagen mere overskuelig, også selv om man ikke er i arbejde eller uddannelse.

Center for Autisme tilbyder selv netværksgrupper og aktiviteter for voksne med autisme under serviceloven § 104. Tilbuddene er tilrettelagt med autismefaglig viden som udgangspunkt, både i struktur, tempo og i den måde, fællesskabet er bygget op på. Kontakt os for at høre, hvad der er tilgængeligt i dit område.

Serviceloven § 100: Kompensationsberettigende udgifter (tidligere merudgifter)

Serviceloven § 100 giver mulighed for at få dækket de nødvendige merudgifter, man kan have som følge af en funktionsnedsættelse. Det er ikke alle med autisme, der er omfattet af § 100, så kommunen foretager en udredning af, om du opfylder betingelserne og har en varig lidelse af indgribende karakter, som gør det nødvendig at sætte ind med væsentlige hjælpeforanstaltninger.

Ordningen gælder typisk for voksne fra 18 år og frem til folkepensionsalderen ved varig og betydelig funktionsnedsættelse. Der er en nedre beløbsgrænse for, hvad de samlede merudgifter skal udgøre, før støtten kan bevilges. Satsen reguleres løbende, så det klogeste er at bede kommunen oplyse den aktuelle grænse.

Kompensationsberettigende udgifter kan se meget forskellige ud. Det kan dreje sig om ekstra transportudgifter, hvis offentlig transport ikke er en stabil mulighed. Det kan være udgifter til særlig kost, hvis sensoriske vanskeligheder gør det nødvendigt at købe bestemte madvarer. Det kan være løbende udgifter til hjælpemidler og strukturredskaber, som ikke dækkes andre steder, eller ekstra udgifter til slid på tøj og inventar. Det afgørende er, om udgiften er nødvendig, og om den skyldes autismen.

Når du søger efter serviceloven § 100, er det en stor hjælp at samle kvitteringer, budgetter og korte forklaringer på, hvorfor den pågældende udgift er nødvendig. Jo mere konkret du er, jo lettere er det for kommunen at foretage en retvisende vurdering.

Serviceloven § 112 og §113: Hjælpemidler

Til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommune efter servicelovens § 112 yde støtte til hjælpemidler, når hjælpemidlet

  1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
  2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
  3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Det er kommunens hjælpemiddelafdeling, der tager stilling til, om borger opfylder betingelserne, og om det ansøgte hjælpemiddel i væsentlig grad vil afhjælpe eller lette, eller om det er nødvendigt, for at personen kan udføre et erhverv. Som udgangspunkt er et hjælpemiddel til udlån, og kommunen kan vejlede om undtagelser. Kommunen yder støtte til reparation og nødvendig udskiftning, mens borger selv har ansvar for drift, rengøring og vedligehold af hjælpemidlet.

Hvis kommunen vurderer, at det ansøgte hjælpemiddel er et forbrugsgode, som ikke fremstilles alene til borgere med funktionsnedsættelse men også kan anvendes af mennesker uden handicap, kan kommunen jf. servicelovens § 113 yde 50 % tilskud af udgiften til et almindelig standardprodukt, hvis udgiften overstiger 500 kr. Også for et forbrugsgode er betingelsen, at det i væsentlig grad afhjælper følgerne af funktionsnedsættelsen i væsentlig grad letter den daglige tilværelse eller er nødvendig for at udøve et erhverv.

Der kan ikke efter hverken § 112 eller § 113 ydes støtte til genstande, der normalt indgår i sædvanligt indbo som f.eks. almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV, radioer, tablets m.v., som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Det kan være vanskeligt at navigere i reglerne om hjælpemidler, forbrugsgoder og forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, vil det ofte være nødvendigt at søge råd og vejledning i kommunen inden ansøgning.

Ansøgningsskema til hjælpemidler og forbrugsgoder findes på borger.dk 

VISO og dukh: Gratis rådgivning

VISO er den nationale videns og specialrådgivningsorganisation i Danmark. VISO rådgivning autisme er relevant, når en sag er særligt kompleks, eller når kommunen ikke selv har tilstrækkelig viden om autisme og de udfordringer, det giver i dagligdagen.

Rådgivningen er gratis. Både borgere og kommuner kan tage kontakt, og i praksis sker det ofte ved, at kommunen anmoder om et VISO-forløb, eller at du selv gør opmærksom på, at du ønsker sagen belyst mere fagligt. VISO træffer ikke afgørelser, men leverer specialiseret viden og anbefalinger, som kommunen kan anvende i sagsbehandlingen. I sager, hvor standardløsninger ikke passer, kan det gøre en mærkbar forskel.

DUKH, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet er en institution under Socialministeriet, der yder gratis rådgivning til borgere med handicap og deres pårørende.
På www.dukh.dk ligger en række publikationer om støttemuligheder indenfor den sociale lovgivning.

Hvis kommunen siger nej

Et afslag er ikke det samme som, at sagen er slut. Hvis kommunen giver afslag, har du ret til en skriftlig og begrundet afgørelse, og du har ret til at klage over den.

Klagefristen er normalt fire uger fra afgørelsesdatoen. Du klager først til kommunen, som skal genvurdere sagen. Fastholder kommunen afslaget, sendes klagen videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til, om afgørelsen er korrekt.

Læs begrundelsen grundigt, og kig efter hvad kommunen konkret mener mangler, eller hvordan den vurderer dit funktionsniveau anderledes end du gør. Svar ikke kun med, at du er uenig, men skriv hvad du ikke kan, hvor ofte det sker, og hvad konsekvenserne er. Saml udredninger, lægelige oplysninger og beskrivelser fra pårørende eller fagpersoner. Og få hjælp til selve klagen, enten fra en bisidder, en socialrådgiver eller en organisation med kendskab til autisme og det sociale system.

Du kan også klage over selve sagsbehandlingen, hvis der er gået urimeligt lang tid, eller hvis du ikke har fået de oplysninger, du har krav på. Det ændrer ikke nødvendigvis selve afgørelsen, men det kan have betydning for det videre forløb. Hvis du vil klage over sagsbehandlingen eller sagsbehandleren, skal du rette klagen til kommunen, og – hvis kommunen har en Borgerrådgiver, kan du sende den dertil.

Hvad kan Center for Autisme hjælpe med?

Du behøver ikke have styr på alle paragrafferne, inden du rækker ud. Det vigtigste er at sætte ord på, hvad der er svært i hverdagen, og hvilken støtte der ville gøre den mere stabil og mulig at være i.

Center for Autisme tilbyder vejledning, specialiseret rådgivning og en række tilbud målrettet voksne med autisme og deres pårørende. Vi kan hjælpe med at skabe overblik, pege på relevante muligheder og støtte dig i at tage næste skridt. Kontakt os, hvis du vil høre mere om vores tilbud, eller hvis du har brug for hjælp til at finde vej i mulighederne.

Ofte stillede spørgsmål om støttemuligheder for voksne med autisme

Navigering i de forskellige støttemuligheder kan være udfordrende, men det er vigtigt at kende dine rettigheder og muligheder. Her er nogle af de mest almindelige spørgsmål og svar om støttemuligheder for voksne med autisme.

Hvem skal jeg kontakte i kommunen for at søge støtte?

Du skal som regel henvende dig til kommunens voksenhandicapafdeling eller socialafdeling, afhængigt af din kommune.

Hvad er socialpædagogisk bistand?

Socialpædagogisk bistand, eller bostøtte, hjælper dig med struktur og mestring af dagligdagen, fra økonomi til aftaler.

Hvornår er praktisk hjælp i hjemmet relevant?

Praktisk hjælp er relevant, når du har brug for konkret hjælp til opgaver som rengøring, indkøb eller personlig pleje.

Hvad er forskellen på § 107 og § 108 botilbud?

§ 107 er et midlertidigt botilbud, mens § 108 er et varigt botilbud for dem med omfattende behov.

Hvad dækker aktivitets- og samværstilbud?

Disse tilbud omfatter netværksgrupper og dagaktiviteter, der fremmer struktur og sociale relationer.

Hvad kan VISO hjælpe med?

VISO tilbyder specialrådgivning og er relevant i komplekse sager, hvor kommunen mangler viden.

Hvad gør jeg, hvis kommunen afslår min ansøgning?

Hvis du får et afslag, du er uenig i, kan du klage til Ankestyrelsen ved at indsende klagen til kommunen.

Indlægget er udarbejdet i samarbejde med Inge Louv, handicapkonsulent og socialrådgiver

FLERE NYHEDER