Internt virksomhedsrettet forløb
Pris: 2583 kr. pr. uge (2026 priser).
Dette tilbud er målrettet borgere, med ingen eller meget begrænset arbejdsmæssig erfaring. Ligeledes er tilbuddet relevant for borgere, hvor skridtet ud på en almindelig arbejdsplads er for stort.
Ofte vil de interne forløb være trædesten til et eksternt afklarende forløb eller opstart på uddannelse (evt. STU). Nogle gange udgør det interne forløb den samlede afklaring. Dette aftales konkret med den enkelte borger og sagsbehandler.
Formålet er som i de eksterne forløb afklaring, udvikling og beskrivelse af arbejdsevnen, herunder ressourcer, skånehensyn og støttebehov i relation til uddannelse eller arbejdsmarked.
I de interne forløb tilbyder vi praktik i vores værksteder på Herlev Hovedgade 199. Disse værksteder er med pædagogisk og fagudlært personale, som kan tilbyde tæt og tilpasset støtte til den enkelte borger hele arbejdsdagen igennem.
Vi har flere værksteder på adressen. Det værksted vi typisk anvender til de afklarende/optrænende forløb, er det kreative værksted.
Centerets værksteder er tilrettelagt i et kompenserende autismepædagogisk miljø, med mulighed for støtte til struktur, overblik, guidning i opgaver, samt social kontakt med øvrige deltagere. Der er både mulighed for at arbejde individuelt og sammen med andre.
Opgaverne er mangfoldige og kan være grafisk arbejde på PC, syning af patchwork puder, bamser, hagesmække, toiletpunge/tasker, upcycling af møbler, billedkunst og smykkefremstilling.
Borgeren har også i disse forløb tilknyttet en fast virksomhedskonsulent, som sørger for at forløbet matcher behov og aftaler, samt varetager løbende justering og afrapportering af forløbet.
Forløbet afsluttes med en rapport, med opsamling af relevant viden. Herunder beskrivelse af borgerens arbejdsindsats, støttebehov og skånehensyn. Hvis borgerens samlede arbejdsevne er tilstrækkeligt belyst, vil rapporten indeholde en beskrivelse af denne. Rapporten vil ligeledes indeholde begrundede forslag og anbefalinger til den videre proces, herunder eventuelt forslag om forlængelse af praktikken/forløbet.
Et forløb er typisk på 13 uger med mulighed for forlængelse. Andet kan dog også aftales. Vi tilbyder deltagelse på internt værksted op til 3 dage om ugen.
Forløb i Erhvervsafdelingen bestilles online
Som sagsbehandler udfylder du bestillingsformularen, som findes under det enkelte forløb.
Efterfølgende modtager du en bekræftelse fra os, hvor alle relevante oplysninger står – inklusiv informationer indtastet i formularen.
Herefter vil vi kontakte dig hurtigst muligt og aftale konkret plan for opstart, samt afklare eventuelle spørgsmål.
Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller ønsker mere information:
Anna Hagsted Olsen,
Koordinator & psykolog
Telefon: 2945 4760
Email: aol@incita.dk
Lise Brabrand,
Områdechef
Telefon: 5164 8340
Email: lbr@centerforautisme.dk
Alt det med småt
Forlængelse af forløb
Hvis et forløb ønskes forlænget, skal sagsbehandler give os skriftlig besked. Det kan være direkte til borgerens konsulent eller til Erhvervsafdelingens faglige koordinator.
Ophør/afbestilling
Hvis et forløb ønskes ophørt før tid ift. den oprindelige aftalte forløbsperiode, skal sagsbehandler kontakte os og oplyse at forløbet skal stoppe. Der faktureres for indeværende uge plus 1 uge. Ved ophør udarbejder vi en afsluttende rapport, hvor relevant information fra forløbet beskrives.
Prisregulering/moms/faktura
Prisregulering
Vi foretager prisreguleringer årligt 1. januar jf. KLs pris- og lønindeks.
Moms
Alle priser på hjemmesiden er angivet ex. moms.
Fakturering
Forløb med ugepriser faktureres løbende ved månedsskifte. Forløb med timepriser faktureres, når det aftalte antal møder/sessioner er afholdt. Eventuel transport faktureres særskilt.
Sådan behandler vi de indtastede oplysninger fra vores bestillingsformular
Vi behandler de indtastede oplysninger udelukkende til at give borgeren det bedst mulige forløb. For at opnå dette, behandler vi de indtastede informationer i vores IT-system (Microsoft) samt i vores journaliseringssystem (PeopleTrust). Her anvender vi IT-systemets applikationer udelukkende til at modtage bestillingen og videreformidle denne til Center for Autismes personale.
Journaliseringssystemet anvender vi til at behandle bestillingen elektronisk samt til at kunne bogføre bestillingen.
I henhold til bogføringsloven opbevarer vi de indtastede oplysninger i højest fem år.
Du har en række rettigheder (fx indsigtsret) – du kan læse mere om dine rettigheder her: www.datatilsynet.dk.